Vor der Volksabstimmung

Tyskertid og genforening
Zeit der Deutschen und Wiedervereinigung

I 56 år, frem til 1920, var det nuværende Sønderjylland under tysk herredømme. Det blev en hård tid for de mange dansksindede i området. Dels øjnede man ikke mange chancer for at komme "hjem til Danmark", dels satte man fra tysk side ind med en kraftig fortyskning af landsdelen. Al administration blev udført på tysk af tyske embedsmænd. Al skoleundervisning skulle foregå på tysk, bortset fra nogle få religionstimer. Folk blev forsøgt udvist til Danmark, eller fængslet for påstået dansk-nationalt virke.

Efter de første mørke år og en markant nedgang i de danske stemmetal efter 1864 - mange unge dansksindede var flygtet til Danmark eller udvandret til Amerika for at undgå tysk militærtjeneste - begyndte det danske arbejde at forme sig. Dansksprogede aviser begyndte at udkomme, danske synspunkter blev fremført både i landdagen og rigsdagen og ungdomsforeninger, frimenigheder og vælgerforeninger opstod. H.P. Hanssen kom efterhånden til at fremstå som de danskes leder; han repræsenterede de danske først i landdagen i Kiel og fra 1906 i rigsdagen i Berlin. Hjemme i Aabenraa udgav han det lille men indflydelsesrige blad Hejmdal.

En særlig strid, kampen om jorden, fandt sted omkring århundredskiftet. Da begyndte den prøjsiske stat at opkøbe danske gårde i det nordlige Slesvig og give dem som domænegårde til tysksindede på favorable vilkår. På den måde håbede man at fortyske området og sikre jorden på tyske hænder. En tilsvarende dansksindet modbevægelse kom hurtigt på benene.

Første Verdenskrig betød en fornyet tysk undertrykkelse af danskheden og en udskrivning af unge mænd til tysk krigstjeneste. Mere end 5.000 dansksindede faldt ved fronten. I Slesvig var der udbredt nød og sult.

Men med kejserrigets sammenbrud 11. november 1918, revolutionens sejr i Berlin og præsident Wilsons ønske om folkenes selvbestemmelse så de danske sønderjyder endelig et håb forude. Den 16. og 17. november var H.P. Hanssen til møde med Vælgerforeningens hovedbestyrelse og om aftenen den 17. november holdt han en tale på Folkehjem i Aabenraa, hvori han skitserede en løsning af det nordslesvigske problem; en samlet fri afstemning nord for den såkaldte

Clausen-linie, den sproglige grænse gennem landsdelen. Ønskede man afstemninger syd for linien, ville man støtte dette. Og sådan blev det.

Endelig den 10. januar 1920 overtog en international kommission styret af Slesvig og den 10. februar fandt afstemningen i Nordslesvig - zone 1 - sted. Der blev afgivet 75.431 danske stemmer og 25.319 tyske. Afstemningen i zone 2 fandt sted en måned senere. Der var stemmetallene 51.724 tyske og 12.800 danske. I Nordslesvig var der et lille tysk flertal i Aabenraa og Sønderborg, og et betydeligt flertal i Tønder og Højer.

De tysksindedes valgsejr i zone 2 gav anledning til Påskekrisen. Visse danske kredse ønskede Flensborg med til Danmark på trods af afstemningsresultatet, og de fik kong Christian X med på ideen. Da den Radikale regeringen Zahle nægtede at indlede forhandlinger om Flensborgs status, afskedigede kongen regeringen uden forudgående mistillidsvotum i Folketinget. De Radikale og Socialdemokratiet kaldte det et grundlovsbrud og fagforeningerne varslede generalstrejke. Kongen måtte retirere og erstatte det af ham indsatte forretningsministerium Liebe med et samlingsministerium under Friis.

Regeringen Friis udskrev nyvalg, hvor de Radikale tabte stort og Venstre dannede regering med Neergaard i spidsen. Men meget snart blev det også klart for Neergaard, at Flensborg ikke kunne komme til Danmark og man opgav sagen.

Den nye grænse blev trukket af en international kommission, på baggrund af Clausen-linien. Det var ikke nogen enkel sag at trække en statsgrænse gennem et landskab uden naturlige grænser. Resultatet blev blandt andet gennemskårne landejendomme, hvor gården lå i det ene land, mens nogle af markerne lå i det andet. Mest særpræget blev dog grænsedragningen gennem Rudbøl. Her kom grænsen til at løbe på langs midt gennem landsbyens gade, så beboerne på den ene side af vejen forblev tyske og den anden blev danske!

Den 10. juli 1920 kunne kong Christian X på sin hvidkalkede hest ride over den gamle Kongeå-grænse og ind i det nu danske Sønderjylland.

Genforening?

Kan man egentlig tale om en genforening i 1920? For kan man genforene noget, der aldrig tidligere har været forenet?

Bortset fra de kongerigske enklaver, der var fuldgyldige dele af Danmark var Slesvig-Holsten statsretsligt et hertugdømme i union med Danmark, og hvor den danske konge var hertug. De slesvigske krige havde deres udspring i (dele af) befolkningens kamp for et selvstændigt Slesvig-Holsten uafhængigt af Danmark.

Når man derfor taler om en "genforening" i 1920 er det en statsretslig historieforfalskning. En forfalskning der overser stridens egentlige kerne - den nationalistiske slesvig-holstenisme - og gør den til et forhold mellem Danmark og Tyskland.